Højbede og haveplanlægning
Mens jeg venter på forår, og drømmer om de første rabarber og andre grønsager, overvejer jeg nye planer der skal prøves af. I år vil jeg have lidt ud af køkkenhaven. De sidste par sæsoner har jeg kæmpet med snegle og rådyr om udbyttet. Kæmpet er måske for meget sagt, for de har taget lige hvad de ville, mens jeg har betragtet det våde sceneri fra vinduerne.
I år planlægger jeg anderledes, og vil afprøve højbedsteknikken på den dovne måde. Jeg har anskaffet nogle sibiriske lærketræsbrædder. I første omgang bare 8 brædder a 4 meter. Jeg anlægger det første bed tæt på huset, fordi jeg forestiller jeg mig, at det er lettere at huske både at passe planterne og høste undervejs. Det der med at høste kan jeg godt glemme, når køkkenhaven er lidt afsides.
3 meter langt og 1 meter bredt højbed
Bedet skal være ca. 0,5 meter højt, og der skal siddekanter på så min køkkenhave kan blive en rigtig doven beskæftigelse og nem at holde fri for snegle. Jeg saver til, skruer hver langside fast på 4 lægter og samler det hele til sidst ─ det kunne jeg godt finde ud af, og der er hurtigt noget der ligner et bed. Jeg køber derfor ind til et par rammer mere, for en 3-4 højbede skal der da til, tror du ikke?
Foring af højbedet
For at jorden skal blive inde i mit bed, vælger jeg at fore det med en kraftig plastikfolie, boblefolie og ukrudtsdug. Jeg forestiller mig, at plastikken får træet til at holde et par år længere og tænker at ukrudtsdugen skal gå op over kanten ─ det ser pænest ud, synes jeg, og beskytter vel også plastfolien lidt?
Her er der klipset ukrudsdug på siderne og der er skruet en kant øverst på bedet – det er jo rart at have kaffekoppen med ud når der skal luges.
Permakultur eller noget der minder om
Bedet er nu klar til at blive fyldt. Jeg har bestemt at lade mig inspirere af permakulturtanken. Bunden skal derfor bygges op med trækævler i bunden, derover strøs der visne staudetoppe.
Næste step bliver jordopfyldningen og jeg tror det skal være kompost der blandes med nogle gamle plantesække drivhusjord og lidt højbedsmuld til toppen af bunken.
Hvad med dig? Har du erfaringer med at lave højbede og dyrke i dem?
Ser vildt spændende ud Eva, er spændt på at følge processen
Tak Tanja
Jeg er ret begejstret for det hele allerede, jeg kommer nok til at at prøve lidt flere ting af;)