akvarel med orange spejdertelt, åg en å i baggrunden.

Vi er mange, rigtig mange, omkring 37.000 og vi kommer fra 60 lande, så vi kan vist godt sige, at det er en international begivenhed. Her fra byen er vi 42, der bruger vores ferie sammen, og det er noget af det største jeg længe har været med til. Jeg rejser i forvejen sammen med vores grej, de andre kommer i morgen med bussen. Det er en lang tur, fordi der er kø på landevejene. Jeg har fundet stedet, hvor vi skal slå lejr, – venter!
Endelig kommer troppen vandrene med orange kasketter på hovederne, de er spændte og trætte efter gåturen.

Det summer af liv alle vegne, og vi er her i alle regnbuens farver, blå, grønne, gule, røde, sorte, ja verden har mange kulører. Det er dejligt, hvis vi kan finde nogle andre at bytte tørklæde med siger et par af ungerne, – må vi det spørger Thomas? Selvfølgelig giver jeg lov, det er jo en del af oplevelsen, hvor vi lærer om, hvad fællesskab og venner på tværs af verden er for en størrelse.

Den første aften byder på en åbningsceremoni, med velkomst på mange sprog og musik fra Martin Brygmands hånd. Det er fascinerende, at være så mange samlet på et sted, og tørklæderne danser i luften og råberim høres allevegne. Når mørket kommer snigende, er det tid at kravle i soveposerne. De fleste sover i telte men vi er et par stykker, der overnatter i det fri, fordi det skal føles, at vi er på frilufts tur.

Jeg tager på udflugt en dag, for at se lidt lokalkolorit. Inde i byen er der en gågade med moderne kunst drysset ud over området. Jeg husker en Bjørn Nørgaard skulptur og en Giacomettis figur, der sænkes ned under torvet om natten.

Dagene går, med lege, løb, sange, snitteri og opdagelser. Om eftermiddagene starter vi bål op, og tilbereder aftensmaden i røg og damp. Det skal jo kunne smages, at vi er på lejr.
Sidst på ugen kommer forældrene for at hente deres børn. Børn som ikke været i bad hele ugen, for det skal jo kunne lugtes, at vi er spejdere!

Hvor er vi?